12. juni 2023

Fremtidens commerce-løsning er API-baseret

Med et stigende antal kanaler som forbrugere kan handle online på, er det vigtigt, at virksomheder kan følge med teknologisk. Det er her, headless commerce kan være en kæmpe fordel for dig.

FORFATTER

Jacob Ringbo

Principal


Den moderne forbruger køber digitalt. De kan købe alt lige fra dagligvarer til interiør til hjemmet og tøj via deres computer, mobil eller skærme i butikkerne. Med så mange forskellige kanaler er det ikke underligt, at headless commerce bliver mere og mere populært for e-virksomheder. Og det er ikke svært at se hvorfor. Headless commerce giver nemlig din virksomhed muligheden for at optimere jeres processer og blive ved med at have den nyeste og mest fleksible frontend uden at ændre jeres backend.


Hvad er headless commerce?

Headless commerce er en online handelsarkitektur, hvor frontend og backend af en e-handelsplatform er adskilt fra hinanden, og kommunikationen mellem dem udelukkende sker via API’er. I denne arkitektur er frontend det interface som kunden benytter, mens backend er ansvarlig for alle commerce-funktionaliteter.

Ved at adskille frontend og backend fra hinanden kan din virksomhed fokusere på at udvikle en skræddersyet frontend, der er optimeret til jeres målgruppe og markedsføringsbehov, uden at I skal bekymre jer om den underliggende teknologi, der driver selve handelsplatformen. Dette gør det muligt at oprette en mere fleksibel og tilpasset brugeroplevelse.

Med headless commerce kan du integrere din e-handelsplatform med andre systemer samt tredjepartsapplikationer, fordi API’erne er meget veldefinerede, gennemtænkte og gode til at kommunikere med andre systemer. Dette kan hjælpe med at reducere udviklingstiden og gøre det lettere for dig at oprette en omnichannel handelsoplevelse.


Hvad er forskellen på headless commerce og headless CMS?

Der er mange ligheder mellem headless CMS og headless commerce, da principperne og de fleste fordele er præcist de samme. Man kan samle de to under en paraply, der hedder headless architecture.

Den primære forskel mellem de to er, at headless CMS fokuserer på at administrere og oprette indhold, mens headless commerce fokuserer på e-handel og salg. Konceptet er altså det samme, men CMS fokuserer på at levere indhold, mens commerce fokuserer på at levere commerce-funktionalitet.

Commerce har i mange år haft rigtige gode API’er, fordi commerce naturligt har brug for mange integrationer (f.eks. shipping, betaling, ordrehåndtering, kundesystemer, lagerstyring). Udstilling af API’er har derfor altid været en del af commerce i modsætning til CMS, hvor der først er kommet stor fokus på det indenfor de sidste fem år.


Hvilke fordele er der ved headless commerce?

Når du adskiller backend og frontend, åbner der sig mange nye fordele i den måde, I arbejder på i din organisation.

  1. Fleksibilitet og tilpasningsevne: Ved at adskille frontend og backend kan du tilpasse og udvikle dine platforme efter dine forretningsspecifikke behov. Pga. API’erne kan du arbejde mere isoleret med teknologien, hvilket gør arbejdet med frontend mere fleksibelt. Man er ikke længere bundet til en bestemt frontend teknologi.

  2. Skalerbarhed: En headless commerce arkitektur giver dig mulighed for at skalere op eller ned efter dine behov. Du kan tilføje eller fjerne funktioner og tjenester efter behov, uden at det vil påvirke backend. Du kan desuden skalere din frontend og backend uafhængigt af hinanden. Det kan være en stor fordel, hvis du har perioder med ekstraordinær belastning f.eks. ved produktlanceringer eller Black Friday.

  3. Omnichannel: Med et headless commerce har du mulighed for at oprette flere salgskanaler, der alle benytter det samme commerce system. Dette gør det muligt at skabe en omnichannel handelsoplevelse, hvor dine kunder kan interagere med din virksomhed på tværs af forskellige kanaler og enheder, men samtidig opnå en sammenhængende kundeoplevelse. På den måde får du større kontrol og nemmere strømlining af dine kunders berøringsflade med dit produkt.

  4. Højere ydeevne: Online handelsplatformen kan fokusere på effektiv og fleksibel commerce-funktionalitet, mens frontend applikationen kan fokusere på at levere en optimal brugeroplevelse, hvilket skaber en højere ydeevne. Ved at mindske loadtiden giver du dine kunder en bedre oplevelse.

  5. Hurtigere time-to-market: Det er hurtigere og mere effektivt at lave ændringer eller introducere ny funktionalitet til din løsning, fordi arbejdet med frontend er isoleret fra backend. Du får dermed en organisation, der er bedre rustet til at reagere hurtigt på nye ideer eller på ændringer af eksisterende tiltag.

  6. Tilpassede kundeoplevelser: Headless commerce gør det muligt at tilpasse og optimere kundeoplevelsen. Du kan tilpasse udseendet og funktionaliteten af din frontend-applikation og personliggøre kundeoplevelsen i henhold til kundernes præferencer og behov, uden at være begrænset af backend. Det giver dig et vigtigt kort på hånden, når du skal differentiere dig fra dine konkurrenter og giver dine kunder en meget bedre oplevelse af dit brand.

  7. Bedre sikkerhed: Backend-delen af platformen kan holdes adskilt og beskyttet fra frontend-delen, hvilket reducerer risikoen for hacking og cyberkriminalitet.

Samlet set kan headless commerce give dig og din virksomhed en mere fleksibel, skalerbar og tilpasset online handelsoplevelse, der kan tilpasses efter jeres behov og krav. Når du adskiller frontend og backend, giver du din organisation helt nye muligheder, der kan spare jer tid, ressourcer og penge. Headless commerce kan kræve flere udviklingsressourcer og vedligehold, da en custom frontend skal bygges og vedligeholdes. Det er ikke nødvendigvis den bedste løsning for alle virksomheder. Typisk vil det være mest interessant for større virksomheder.


Hvem er de store spillere på markedet?

De fire handelsplatforme, jeg nævner her, har alle det tilfælles, at de er cloudbaserede headless commerce-løsninger, hvilket betyder, at de kan integreres med en række forskellige applikationer og platforme og kan bruges med forskellige frontend-teknologier. Det giver dig en høj fleksibilitet til at bygge en online handelsløsning, der passer til dine specifikke behov og krav. Det er værd at bemærke at 'headless' kan variere i grad. Nogle platforme kan tilbyde mere fleksibilitet og mulighed for tilpasning end andre.

Commercetools:
Commercetools er en cloud-baseret platform, der kan skaleres til at håndtere store mængder af transaktioner og trafik. Dette gør den ideel til virksomheder, der vokser og har brug for at håndtere øget trafik og volumen. Den gør ligeledes brug af SaaS-baserede MACH-principper.

Ud af de fire der nævnes her, er det den eneste, der fra start er bygget 100% API-baseret, hvor de andre har tilpasset sig til API’er. Det gør den til en af de bedste platforme på markedet og en af dem der hurtigst stiger i popularitet.

Commercetools har kun været på markedet i 10 år og det er væsentligt kortere end dens konkurrenter. Platformen har derfor et mere moderne og tidssvarende design, der generelt gør den nemmere at arbejde med.

Adobe Commerce (Magento)
Adobe Commerce er en cloud-baseret platform, der kan skaleres til at håndtere store mængder af transaktioner og trafik, hvilket gør den ideel til store virksomheder, der vokser og har brug for at håndtere øget trafik og mængder. Den tilbyder også en omfattende funktionalitetspakke, der kan hjælpe dig med at styre hele din e-handelsproces fra en enkel platform. Dette omfatter funktionalitet til produktkataloger, ordreprocesser, betalinger, forsendelse, marketing og rapportering.

Adobe Commerce har været på markedet i lang tid og er en meget komplet commerce platform der kan løse de fleste behov. Den har succesfuldt været brugt af både små og store virksomheder, og den har derfor vist, at den kan levere. Det er dog også en lidt ældre platform, der ikke er født som hverken headless eller cloud service, og det kan mærkes i nogle situationer. Det er også vigtigt at bemærke, at når man benytter Adobe Commerce headless løsning, kræver det yderligere teknisk ekspertise sammenlignet med mere traditionelle anvendelser af platformen.

Salesforce
Salesforce tilbyder tre forskellige commerce platforme: B2C Commerce, B2B Commerce og B2B2C Commerce, som er for B2B-virksomheder, der også vil sælge direkte til kunder. De tilbyder også separate produkter til ordrestyring, kundeportaler og betaling. Med Salesforce kan man lave industrispecifikke løsninger, der kombinerer flere af Salesforces produkter, som giver specifikke datamodeller og workflows.

Salesforce kan være en meget kompleks commerce platform at arbejde med. Det skyldes blandt andet, at salesforce tilbyder mange forskellige produkter og services, der kan sættes sammen på kryds og tværs. Derudover har salesforce gennem tiden opkøbt en række virksomheder, som nu udgør deres services. Dette betyder, at deres produkter ikke fra start af er bygget til at fungere sammen, men i stedet er tilpasset til at virke sammen over tid. Det kan nogle gange mærkes, men salesforce har til gengæld den styrke, at det tilbyder utrolig mange funktionaliteter.

Shopify
Shopify er mest brugt af små B2C virksomheder, men med Shopify Plus, som er en udvidet version af Shopify, skal bestemt ikke ignoreres af store og mellemstore virksomheder.

Shopify Plus er bygget på en cloud-baseret infrastruktur, der giver en hurtigere ydeevne og en højere tilgængelighed. Platformen er designet til mindre onlinevirksomheder, men kan håndtere stor trafik, hvilket giver dig mulighed for at håndtere 10.000 transaktioner pr. minut. Men platformen har stadig nogle problemer med at skalere. Det er svært at arbejde med testmiljøer, hvilket ikke er godt for store virksomheder, som kræver en stabil platform.

Shopify Plus giver dig en større grad af tilpasningsmuligheder end den almindelige Shopify-platform. Du kan tilpasse designet og funktionaliteten af din onlinebutik i henhold til dine specifikke behov og krav. Platformen understøtter også tilpasning af checkout, integration med værktøjer fra tredjeparter og udvikling af brugerdefinerede applikationer. Det er også Shopify Plus der giver adgang til platformens headless API’er.

Shopify har hidtil kun fungeret til mindre virksomheder og de har haft problemer med at virksomheder vokser ud af deres platform og skifter til et andet commerce system. Shopify satser dog lige nu hårdt på at gå ind i enterprise markedet, og de skal derfor hverken glemmes eller undervurderes, da den kan gå hen og blive en vigtig spiller.

Det er en platform i hurtig udvikling og en af de hurtigst voksende commerce-platforme på markedet. For at fortsætte denne vækst indeholder deres platform en bred vifte af produkter: Shopify Payments, Shopify POS, Shopify Shipping, Shopify e-mail, Shopify Markets, Shopify Fulfillment Network, Shopify Capital, Shop Pay Installments, samt Shopify Balance.

Andre
Der findes selvfølgelig også en lang række andre gode commerce platforme, der både tilbyder headless commerce, og som kan være et godt match til din virksomhed. Vi har blot valgt at udpege nogle af de største og mest komplette, som alle større enterprise virksomheder bør have med i overvejelserne, når man kigger efter en ny commerce platform.


Vil du vide mere?

Tøv ikke med at række ud til os. Vi er altid klar på en uforpligtende samtale om din virksomheds behov, og hvordan headless commerce kan bidrage til din forretning. Du kan kontakte os her.