10. oktober 2023

Derfor skal du overveje Commercetools

Commercetools har haft en vild udvikling de seneste år. Med dens composable commerce koncept, cloud-native infrastruktur og headless arkitektur, er den vokset til at blive en af de mest attraktive platforme på markedet.

FORFATTER

Jacob Ringbo

Principal


Commercetools er blot ét blandt mange commerce-systemer, og hvis du står og skal vælge et nyt system, kan det være svært at skille dem ad. De fleste har mange af de samme features, og de fortæller alle, at de er bedre end de andre. Derfor vil jeg gerne dykke ned i et af de commerce-systemer, som jeg opfatter som værende blandt de bedste og forklare, hvorfor Commercetools adskiller sig fra de andre.

Commercetools er født som et headless og cloud commerce. Dermed er hele opbygningen af Commercetools fokuseret på, at det skal fungere som headless, og det virker derfor bedre i mange situationer, da headless-funktionerne ikke er kommet til senere.

Når det kommer til headless commerce, er det vigtigt at forstå, at der er forskellige grader af headless. Med headless commerce er det ikke enten eller. Det har en betydning, hvordan man er headless, og hvor godt man gør det, og hvor gode API’erne og arkitekturen er. I denne forbindelse er Commercetools væsentlig bedre end sine konkurrenter.

Selvom Commercetools er designet som et headless system, tilbyder de også en frontend, så det er muligt hurtigt at opbygge din webshop. Frihed og fleksibilitet til selv at vælge en teknologi til sin frontend koster penge og er et stort arbejde. Men hvis det ikke er dit behov, eller du bare gerne vil have en hurtig opsætning, er Commercetools’ frontend en rigtig god løsning. Valgfriheden kan fx være nyttig for mindre virksomheder og giver kortere time-to-market.


Kort om Composable commerce

Composable commerce er det nye helt store buzzword indenfor enterprise virksomheder, eller virksomheder som er i stor vækst. Og netop composable commerce er en af Commercetools’ nøglefunktioner.

Composable commerce er en tilgang, der gør det muligt at opbygge et e-handelssystem ved hjælp af modulære komponenter. Det vil sige, at du kan kombinere uafhængige moduler eller ”byggeklodser” og på den måde opnå en stor fleksibilitet og tilpasningsevne. Disse moduler kan fx være produktkatalog, indkøbskurv, leveringstjenester eller lagertjenester. De bliver integreret gennem microservices for at skabe en skræddersyet løsning, der passer til dine specifikke behov.

Fordi modulerne ikke er en integreret del af commerce-løsningen, er det muligt at opgradere eller udskifte individuelle moduler, uden at det påvirker hele systemet. Det er blandt andet på dette punkt, at Commercetools udmærker sig.


Gartners Magic Quadrant

Forrester og Gartner er to fremtrædende markedsforskningsfirmaer, der specialiserer sig i teknologianalyse. De giver en objektiv vurdering af teknologitrends, evaluering af softwareudbydere og strategisk rådgivning. Deres dybdegående analyser og rapporter, såsom Gartners Magic Quadrant, hjælper med at navigere i softwarelandskabet, træffe informerede købsbeslutninger og udnytte teknologi til at opnå forskellige forretningsmål.

Commercetools var med i Gartners Magic Quadrant for første gang i 2018 og var placeret helt nede som en ”niche” spiller på markedet. Bare to år senere i 2020 var Commercetools rykket op som ”leader”, og fra den seneste analyse i 2022 er de rykket op i top tre. Det er en ekstrem hurtig udvikling, og det er altid en god ide at holde øje med et system, der er i stand til at udvikle sig så hurtigt.

Denne imponerende udvikling skyldes i stor grad Commercetools’ headless arkitektur, der adskiller dem fra konkurrenterne.


Hvad er fordelene ved Commercetools?

Der er flere fordele ved Commercetools, der gør det mere attraktivt end mange andre e-handelssystemer, hvoraf en af de vigtigste er din time-to-market. Commercetools’ API-first tilgang gør det nemlig muligt at ændre og udvide din webshop meget hurtigere end traditionelle systemer.

Derudover er Commercetools’ modulære design og skalerbarhed attraktiv for mange virksomheder. Det vil altså sige, at din virksomhed kan starte i det små, men nemt skalere i takt med, at din forretning vokser. På grund af det modulære design kan du nøjes med at skifte de moduler ud, som skal opdateres. Det gælder både design i frontend og i den bagvedliggende arkitektur.

Commercetools’ headless arkitektur gør det muligt at levere en skræddersyet kundeoplevelse, som kan være en vigtig faktor i det konkurrenceprægede marked. Platformen er rigtig god, når din virksomhed er kompleks, og du gerne vil have en skræddersyet løsning. Commercetools har API’erne til nemt og effektivt at lave disse ændringer løbende.

Mange af Commercetools’ konkurrenter lover også en headless cloud-løsning, men få leverer det så godt som Commercetools. Specielt det modulære design viser sin store værdi på den lange bane. Det er de færreste commerce-systemer, der håndterer vækst fra lille til stor virksomhed lige så godt som Commercetools.

I bund og grund er Commercetools et fremragende valg for enhver virksomhed, der er på udkig efter en moderne, fleksibel og robust e-handelsplatform. Dens unikke ”composable commerce” koncept, robuste cloud-native infrastruktur og headless arkitektur gør det til et af de mest attraktive e-handelssystemer på markedet i dag. Jeg vil anbefale alle at overveje Commercetools som en potentiel løsning.